Traditionelle fresker indebærer, at man maler på vådt puds for at få en stærk binding til væggen. Men Leonardo Da Vinci, der altid har været eksperimenterende, prøvede noget andet. Han påførte tempera (maling lavet af pigmenter blandet med æggeblomme) på en tør gipsoverflade. Derudover forberedte han væggen med en særlig behandling for at hjælpe malingen med at hæfte. Ved at arbejde på en tør overflade kunne Da Vinci tage sig god tid, tilføje indviklede detaljer og ændre på maleriet, mens han arbejdede. Det er tydeligt i de utrolige detaljer og livagtige figurer i The Last Supper. Men denne unikke tilgang førte til, at maleriet langsomt gik i forfald med tiden.












